Jeg hedder Louise, og jeg er mor til Frida på 15 år. Hun startede på Demokratiskolen for lidt over et år siden, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at det har været en af de bedste beslutninger, vi som familie nogensinde har taget. Ikke kun for hendes skyld, men for vores alles.
Fra skoletræt til nysgerrig
Før Demokratiskolen var Frida indadvendt, ofte træt og irritabel. Hun plejede at kalde skolen for et fængsel, og hver mandag begyndte med ondt i maven. Hun følte sig ikke set, og karakterræs og gruppepres havde slukket den glød, vi før så i hende. Det var hjerteskærende som forælder at stå på sidelinjen og ikke kunne tænde den gnist igen.
Efter bare få måneder på Demokratiskolen begyndte vi at se en ny Frida. Hun begyndte at fortælle om sine dage, om fællesmøder hvor hun faktisk blev lyttet til, og om projekter hun selv havde været med til at vælge. Hun havde pludselig lyst til at lære igen – men på sin egen måde. Og det har gjort en kæmpe forskel.
Et barn der tør tro på sig selv
Det mest tydelige skift er selvtilliden. Frida er begyndt at tro på, at hendes mening har værdi. Hun tør sige fra, hun tør tage ordet – også hjemme. I starten skulle jeg vænne mig til det, men jeg kan se, at hun har lært det på den gode måde: respektfuldt, lyttende og med argumenter i stedet for bare følelser. Hun er ikke længere bange for at fejle, og det gør hende modig på en helt ny måde.
Et fællesskab der styrker
Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig som forælder, er den måde fællesskabet fungerer på. Her er ikke bare en klasse, men et minisamfund hvor både børn og voksne er med til at bestemme, forme og tage ansvar. Det smitter af. Frida tænker i helheder nu. Hun spørger ind til beslutninger derhjemme, og vi har haft nogle af de bedste samtaler i lang tid. Hun interesserer sig for samfundet og for hvordan man kan gøre en forskel. Det havde jeg ikke regnet med i den alder.
Digital dannelse med rigtige værktøjer
Det er heller ikke bare bøger og gruppearbejde. Frida er i gang med at lave en hjemmeside sammen med nogle af de andre elever. Jeg blev så stolt, da hun fortalte, at de havde fået hjælp fra et digitalt bureau jylland til at forstå, hvordan man bygger en god struktur og tænker brugervenlighed. Det er ikke bare “computertid”, det er konkret læring, de rent faktisk kan bruge – og det bliver taget alvorligt.
Som forælder bliver man også en del
Vi bliver løbende inviteret med til møder, arbejdsdage og samtaler. Og det føles aldrig som en pligt, men som en mulighed for at være en del af noget vigtigt. Der er en varme og åbenhed fra de voksne på skolen, og det gør det nemt at være tryg i, at ens barn er i gode hænder.
Jeg havde aldrig troet, jeg skulle opleve, at min datter glæder sig til mandage. Men det gør hun. Og det gør jeg også – fordi jeg ved, hun er et sted, hvor hun vokser. Ikke bare som elev, men som menneske.